Jeg så hvordan bølgerne ramte kysten, blev slynget til vejrs ind over muren på Malecón-promenaden,
og hvordan bølgebruset faldt som en regnbyge på den hullede vej.Det var et motiv. Jeg kunne male det.
For enden af bugten rakte skyskraberne op mod himlen mellem de lavere bygninger i det skrå eftermiddagslys.
Længere ude den cremefarvede facade på Hotel Nacional med et tårn i midten. Midt på fortovet foran mig stod
en mand med et kamera med telelinse. Han panorerede fra venstre mod højre, fra Hotel Nacional over mod mig,
fyrtårnet og El Morro-fæstningen. Han sænkede kameraet. Jeg ville placere en person dér på mit maleri. Måske
en engel med blåsorte vinger. Englen ville kigge drømmende ud over havet. Ved siden af ham, lidt til venstre,
en hanløve med sin gulsorte manke som stirrede med et fjernt blik den modsatte vej. Det jeg så for mig,
lignede et maleri af René Magritte, Hjemve. Englen havde velfriseret sort hår med grå stænk. Håret var langt
i nakken. Spidserne på hans vinger gik ned til knæhaserne.
Husene langs med bugten havde i hundrede år været bombarderet af bølgerne og vinden fra Det Caribiske
Hav. I 50 år var der stort set ikke brugt maling og mørtel til at holde sammen på bygningerne, men
kolonnader af marmor er solide, og facader af granit kan klare en hel del. Nu var mange af facaderne
pudset op og malet i pastelfarver, og forfaldet var trængt tilbage til boligblokkene et par gader bag Malecón.
Brisen fra havet blæste byens lugt af råddenskab bort. Cubanere slentrede med doven elegance langs husene og
den lave mur mod havet. Rytmen sad i kroppen på dem.Der var sjældent langt til en dans. Skulle byen en dag
blive opslugt af en gigantisk bølge, ville man i hundrede år høre musik fra havets bund.Jeg tørrede sveden af
ansigtet og vendte blikket mod manden med kameraet. Som pludselig var rettet direkte mod mig. Bølgebruset
overdøvede næsten andre lyde, så var det rigtigt at jeg hørte den skarpe lyd af lukkeren på kameraet, der
tog en serie fotos? Af mig? Han var omkring 20 meter fra mig. Jeg løftede armen som et tegn til ham. En hilsen.
Måske havde han også havde set et godt motiv med mig som hovedperson, med fyrtårnet og fæstningen som baggrund.
Skulle jeg gå derhen? Hans opførsel virkede påfaldende. Nu checkede han optagelserne i søgeren, drejede
på telelinsen og vendte den igen mod mig. Denne gang var der ingen tvivl. Han tog en billedserie. Hvad fanden
var meningen? Han vendte sig, gik hastigt over på den anden side af Malecón-promenaden og bort i den modsatte
retning. Jeg kunne løbe efter ham. Men det var næppe umagen værd.

Martalouisa, som havde sit galleri og atelier i gaden Cuarteles, havde snart frokosten klar. Det var
hun meget præcis med. Ikke særlig cubansk, men udtryk for hendes venlighed og store gæstfrihed. Hun
havde endda ringet efter mig en dag for at høre hvor jeg blev af. Hun malede katte i alle sine malerier.
Kunne jeg male en løve med farvespillet i dens manke, dens kløer og dens fjerne blik? Det måtte komme an på en prøve.
Jeg havde en arbejdsplads i hendes galleri. Et staffeli og et lærred spændt op med det billede jeg arbejdede
på; jeg havde mine pensler og mine farver. Martalouisa, Mercedes og Lucas, de tre havde galleriet sammen, og
de solgte flere billeder hver uge til turister der bare kom forbi og kiggede ind, eller som havde fået galleriet
anbefalet inden de kom til Havana. Jeg havde selv solgt to af mine billeder fra deres udstilling. Ganske vist
til andre, lavere priser end jeg kunne få i Danmark, men der var et marked i vækst i Danmark med motiver fra
Caribien, i særdeleshed fra Cuba. Sidste forår ved en udstilling i Tivoli, solgte jeg fem af mine cubanske
malerier. Indtægt til kunstneren (mig): 65.000 danske kroner. B-indkomst, men hvad fanden, den tid, den sorg.
Jeg havde noget gæld der skulle betales, ikke kun til skat.dk. Der var også en mere insisterende kreditor,
for ikke at sige truende. For ikke at sige en fucking ubehageligt insisterende gorillainkassator. Ikke nogen
stor gæld, måske var den vokset til 150.000. Det måtte jeg finde en løsning på. De 65.000 i kontanter var et
helt godt tilskud til en vinter på Cuba. Det kunne jeg leve for her. Ikke at jeg ville have noget imod at være
rig. Men det er jeg ikke. Picasso levede fedt i Sydfrankrig mens han malede. Jeg er ikke Picasso. I det mindste ikke endnu.
* * *
Men livet kunne være hårdt i Havana. Nogle døde alt for tidligt. Jeg var for ung til at dø. Og Alexandra? Skulle
hun dø? Jeg vidste det ikke; jeg havde ikke mødt hende.Selv dem der ingenting havde, kunne miste det allersidste.
Som den aften jeg var på vej hjem fra galleriet til mit hotel."Stop ham! Åh, nej, neeej. Stop tyven."Skriget lød op
gennem den helt mørke gade. I krydset mellem Calle Trocadero og Indústria, i Centro Habana, en af de fattigste bydele,
stod en ung pige under en enlig gadelygte, der lyste sløret som det sidste lys i den sidste baggård ved verdens ende.
Hun skreg som en vanvittig. Nøgne fødder klaskede hen over asfalten, hæsblæsende åndedrag af anstrengelse og frygt
der nærmede sig, en fyr kom løbende i fuld fart med en forslidt taske flagrende i den ene hånd. Jeg hørte hans fødder
og hans prusten og rallen da han dukkede ud af mørket fem meter fra hvor jeg stod op ad husmuren. Cigarettens glød holdt
jeg ned langs siden.Jeg smed cigaretten, sprang ud af mørket og sparkede benene væk under ham, netop da han var ud for mig.
Han tumlede klodset forover, tasken røg fra ham og indholdet føg til alle sider da den ramte jorden. Det var en ung fyr i en
skjorte hvor kraven var revet af, mørke shorts flænset på lårene, bare ben, krøllet kort hår. Han prøvede at komme på benene,
med skræk og forvirring malet i ansigtet, men jeg gav ham et hårdt skub på skulderen så han faldt igen. Pigen nede i gadekrydset
skreg stadig, hun kunne ikke se hvad der skete. En anden person dukkede op ved siden af pigen, som en venligsindet skygge der
talte med dyb, beroligende stemme ud af mørket.
"Lad mig gå, lad mig gå," stønnede drengen på jorden.
"Din elendige tyveknægt," sagde jeg.
"Lad mig gå. Politiet giver mig et år i fængsel. Eller mere. Jeg gør det ikke igen."
En stakkels fattig idiot. Som i fortvivlelse og panik ville stjæle fra en anden fattig cubaner, der måske ved
et tilfælde havde lidt værdier på sig, i stedet for at gå efter turisterne med deres kameraer og deres mobiltelefoner.
Deres mavetasker. Deres rejseforsikringer. Der her var bunden af bunden. Jeg gav ham et skub. "Skrid med dig. Jeg husker dit ansigt."