Cubanas DC-10 jet gjorde klar til landing i Havannas lufthavn Jose Marti International. Jeg rykkede frem i sædet, min T-shirt var våd imod stolens ryg. Fra 11 kilometers højde og en hastighed på 920 kilometer i timen gled metalfuglen ned mod en lille grøn ø, midt i det dybblå hav, mellem Atlanterhavet og Det Caribiske Hav.

På videoskærmen midt i kabinen tonede kortet over Caribien frem med Cuba i midten og maskinen som en pil pegende lige mod Havanna. "Temperaturen i Havanna er 30 grader celsius" lød det først på spansk, derefter på engelsk og på fransk. Omgivet af maskinens dåseluft længtes jeg pludselig efter Cubas let sødlige lugt af melasse fra sukker- og romfabrikkerne.

Pa kortet så jeg Cuba ligge som en lille krokodille med hovedet vendt mod øst. Få centimeter over krokodillen - på kortet, 145 kilometer i virkeligheden - lå Miami. 145 kilometer turkis-blåt hav hvor hajerne bestemmer, hvor store sværdfisk krydser rundt, hvor bølgerne skyller fra verdensdel til verdensdel.

Stewardesserne uddelte de obligatoriske kort der skulle udfyldes ved indrejse og afleveres i paskontrollen. På den måde kunne Cubas efterretningstjeneste let tilbageholde eventuelle CIA-agenter, som selvfø1gelig ville angive sig selv! Og vi andre pæne mennesker kunne slippes ind i det nye turistparadis med billige drinks, fede strande, dans hele natten og tropisk socialisme. Værsgo, mine damer og herrer.

    Madsen, Linda Castenskjold, skrev jeg på mit "embarcation card". Normalt bruger jeg ikke navnet Castenskjold, men det står i mit pas.

Fødselstidspunkt og -sted? En dato for 32 år siden i Aarhus, Dinamarca

   Børn? Christoffer på ni år, men han var ikke med her, så jeg skrev ikke noget om ham. Christoffer boede hos sin far, der havde han det bedst. Lige nu savnede jeg ham. Vi var tit sammen på vores ferier, men det her var ikke ferie.

Formål med besøget? Turist, skrev jeg. Det var ganske vist 1øgn, men en vigtig 1øgn.

Beskæftigelse? Efter en tøven skrev jeg Journalist. Det kunne de alligevel nemt finde ud af.

Men der var en hemmelig dagsorden: Linda Castenskjold Madsen, freelancejournalist, var pa vej til Havanna, udsendt af et af de blade hun leverer artikler til, for at undersøge omstændighederne bag drabet på den 23-arige dansker Nikolaj Larsen en nat i Havan­na. Den officielle forklaring bag drabet var at Nikolaj var kommet for tæt på Indenrigsministeriets bygning på Revolutionspladsen. Han nægtede at følge politiets anvisninger, måske fordi han var for fuld, og de skød ham ned uden videre palaver.
  Den skrøne fik de hverken mig eller min redaktør til at tro på. Regeringsbygningerne på Revolutionspladsen ligger lige i nærheden af et af Havannas mest besøgte diskoteker, Cafe Cantante, og der havde jeg selv, og gennem tiden adskillige tusinde cubanere og udlændinge, fjumret rundt i mere eller mindre beruset tilstand klokken to om natten. Uden at blive skudt ned af det temmelig turistvenlige politi.
   Men både Udenrigsministeriet i Danmark, ambassaden og familien nægtede at "fremkomme med yderligere oplysninger", som de skrev fra Udenrigsministeriet til mig. Derfor blev jeg udstyret med flybillet, eurocard (guld) og et par andre bekvemmeligheder på bladets regning. Officielt optrådte jeg som turist; det giver stor bevægelsesfrihed. Jeg skulle meget have mig frabedt at have en politisk kommissær rendende i røven pa mig og fortælle mig hvad jeg så.
    Tidligere besøg? Det var fjerde gang jeg ankom til Cuba. Jeg havde arbejdet en måned i en sukkerrørsplantage. Jeg havde set landet i tiden hvor den russiske indflydelse var dominerende. Og senere efter Sovjets sammenbrud hvor cubanerne søgte at finde en vej ud af krisen. Jeg havde oplevet korruption, bureaukrati, magtmisbrug, men også en fantastisk livsglæde og et smukt, kultiveret og gæstfrit folk.

--- 8 ---