JEG BEDER REGNEN  (OJALÁ)

Jeg beder bladene
ikke berøre din krop
når de falder,
så du ikke kan forandre dem til glas.

Jeg beder regnen
holde op med at falde,
holde op med at blive
til et mirakel
på din krop.
 
Jeg beder månen
om at stige op
uden dig.
Jeg beder jorden
om ikke at kysse
dine skridt.
 
Gid det får ende med
dit konstante blik
dit præcise ord
dit perfekte smil.

Gid der sker noget
der får dig til at forsvinde,
et blændende lysglimt
et skud af sne.

Gid i det mindste
døden vil give fred
så jeg ikke ser dig så meget,
så jeg ikke ser dig altid,
i hvert et sekund,
i hver en vision.
 
Gid jeg ikke mere
vil berøre dig
i alle sangene.

Jeg beder morgenrøden
standse sine skrig
som falder mig i ryggen.
Jeg beder min stemme
om at glemme dit navn.
 
Jeg beder væggene
om ikke at huske lyden
af dine trætte skridt.
Jeg beder begæret
om at gå sin vej
sammen med dig.

Til din gamle regering
Af afdøde og blomster.

NATTENS BLOMSTER

Nattens blomster åbner sig på 5. avenida    
for de stakkels herrer som går til hotellet.
Blomster som brister i mørket             
blomster der blinker medvidende     
blomster der fløjter om selvmord     
blomster med skæbnesvanger duft.

Hvilken gartner har beplantet 5. avenida  
med en variation der passer så nøje til natten?
Hvor kommer de fra, og hvad er deres art
hvilken gødning nærer deres rødder          
og giver dem en vildsom karakter?          
Hvor sidder deres kvindelighed?

Blomster som krydser de forbudte portaler
blomster som ved det jeg aldrig får at vide
blomster som fletter deres drømme om livet
til guirlander uden håb                        
blomster på lagner med øjne          
frasorterede blomster                             
lystens klokkeblomster                         
blomster der spiser kærlighedens levninger.

De spirer frem, de springer ud, de eksploderer
på 5. avenida
de rives af, og duften svinder hastigt bort.
De siger at blomstens liv er hårdt
når dens kronblade krøller sammen i solen.
Nattens blomster er blege
og ånder af skuffelse og bedrag.

Blomster som krydser de forbudte portaler
blomster som ved det jeg aldrig får at vide
blomster som fletter deres drømme om livet
til guirlander uden håb            
blomster på lagner med øjne      
frasorterede blomster  
lystens klokkeblomster
blomster uden forår eller årstid
blomster der spiser kærlighedens levninger.

JULESANG

Årets slutning dufter af indkøb,
Lykønskninger og postkort
med 1øfter om fornyelse;
og jeg som kender til den anden verden,
der ønsker liv i stuer og gader,
giver mig til at skrive en sang.

Mennesker lyser af enighed,
forunderligt synes alt
parat til at feste.
Nogle fejrer deres millioner,
andre den rene skjorte,
og der er dem der end ikke ved
hvad det er at skåle.

Min sang er ikke om himlen, om stjernerne, om månen.      
For jeg skænker den til dig,
som ikke har nogen sang.

Min sang er ikke kun for den der kan høre den.
Nogle gange er den døve
bedre i stand til at holde af den.

At eje er ikke et tegn på ondskab,
og intet at eje er heller ikke et bevis på dydighed.
Men den der kommer nemt til 
at skaffe sig det han savner  
behøver ikke at ofre sin sundhed.

Derfor synger jeg for den der ikke lytter,
for den der ikke får lov at lytte,           
for den der aldrig har lyttet til mig; 
til den som ved sin daglige kamp
giver mig grund til at holde af ham,
til den ingen har sunget for.

Min sang er ikke om himlen, om stjernerne, om månen.
For jeg skænker den til dig,
som ikke bar nogen sang.

Min sang er ikke kun for den der kan høre den.      
Nogle gange er den døve
bedre i stand til at holde af den.