-    Er du nervøs? spurgte hun.
-    Hnmarh ...
-    Du er god til engelsk. Bare jeg kunne lige så meget.
-    Øhrm. Ser film. Jeg ser mange film. Ma-mange film, rallede Peter.
-   Har du så set ,,Den sidste fest"? spurgte Camilla med et smil der fik hendes små smilehuller til at lyse i ansigtet.
Peter sukkede. Om han havde set den? Det var en fantastisk film.
En dag - måske allerede i dag - kunne han spørge Camilla om de skulle lave matematikopgaver sammen.
Peter var helt fortabt i sin drøm, og han så ikke den sorte bil ude til venstre på den store vej. Den kørte temmelig hurtigt.
De to kunne sidde i den lille sofa på hans værelse. Han ville starte med at spørge om de skulle høre en cd mens de arbejdede. Maske ville hun sige: -Jeg har lyst til at vi bare spiller noget musik og snakker.
En række hvide trekanter på vejen vendte de spidse tænder mod Peter og mod sidevejen han kom kørende på.
Så ville han sige til Camilla:

-    O.k. Lad os høre noget musik.
Der plejede ikke at være trafik på denne tid. Peter plejede ikke at række hånden ud når han drejede ind på den større vej. Han svingede bare rundt om hjørnet til højre.
Måske ville hun så sige: - Nej, i dag må vi arbejde. Men en anden gang kan vi bare sidde og høre musik. Og så ville Peter sige ...
Den sorte bil ramte ham ikke direkte på kroppen. Måske nåede den at bremse lidt eller svinge til venstre. Men den bragede ind i cyklens baghjul skråt bagfra. Havde man set hvad der skete, i slowmotion, ville man have set baghjulet krølle sammen som kogt spaghetti, tasken blive revet ud af klappen på bagagebæreren og flyve ud mod rnidten af vejen og bilens forparti, næsten uskadt, pløje sig ind under stellet og 1øfte sadlen fremad som en katapult. Man ville have set Peters hænder blive revet fra styret og hans krop fortsatte fremad, opad, med hovedet forrest, munden åben og det ene ben i en forvredet stilling ud til siden.
Så man det i almindeligt tempo, som bilens fører gjorde, så man en dreng pludselig dukke op foran bilen, blive ramt af motorhjelmens højre side, ryge op i luften i en stejl bue og falde lige ned mod vejens asfalt med hovedet forrest.
Og endelig: Så man det inde i Peters hoved, var der først en film i varme, gyldne farver. Så blev den brutalt revet i stykker. Et flimmer af lyn og frygtelige skærende lyde i brøkdele af sekunder og et skingrende drøn som rystede indmaden af hans hoved til en plumret grød i en bundløs sø.
Derefter et sort, uendeligt tykt tæppe der blev trukket hen over alt hvad han så, og alt hvad han nogensinde havde set, idet hans hoved ramte den træpæl der adskilte vejen fra fortovet.

Fra "Kragernes dans", kapitel 21:

    Det gamle ur på væggen slog tolv. Midnat. Han havde været bevidstløs i et par timer. Udenfor lød tordenbrag langt væk. Et uvejr var på vej. Så kom regnen, hørte han.
    Peter døsede hen. Han mærkede at Karina lagde et tæppe over ham.
    Han gik i en park. Der var en sø i midten, og grusbelagte stier snoede sig rundt om søen. Græsplæner skrånede ned mod søen. Det var en stor park, og nogle steder var der statuer i bronze af græske guder eller fabeldyr. Der var en mand med en hestekrop som sloges med en hjort. En statue af et kæmpefirben som angreb en kvinde med bare bryster og et spyd i hånden.
    Han havde aldrig været der før.
    Den statue dér ... der var et billede af den i deres historiebog. Men den var enormt stor i virkeligheden. En mand med et stykke værkstøj i hånden stirrede ud over søen. Det var en mejsel han sad med. Bag ham, lænet ind over hans skulder, stod en engel med store vinger. Hun viskede noget i øret på ham, og han tænkte på det hun sagde mens han kiggede ud over søen.
    Ja, nu kunne han huske det. I historiebogen stod at det var billedhuggeren Bertel Thorvaldsen.
    Peter satte sig på bænken lige foran statuen, og med et var han statuen. Han var Bertel Thorvaldsen. Det var ikke en engel der stod bag ham. Det var Camilla.